Et foredrag med fokus på autenticitet, personligt lederskab og om at stå ved sig selv på godt og ondt.
I en tid hvor alt skal være højere, nyere, grønnere, flottere, længere og hurtigere, drøner vi derudaf på autopilot for at imødekomme omgivelsernes, til stadighed, øgede krav til os. Vi belaster os selv mere end godt er og vi driver rovdrift på vores egen trivsel. Det er usundt, og det ved de fleste af os godt!
Hvorfor gør vi det? Måske fordi vi har glemt os selv, måske fordi vi har glemt at leve og elske. Og måske fordi vi har glemt hvad det vil sige, at være autentisk. Vi har måske glemt – eller måske aldrig rigtig fået lært – autenticiteten – væredygtighedens svære kunst!
På sin helt egen nærværende og autentiske facon, fortæller Lars Morsbøl Thomsen om nogle af de grundlæggende psykologiske mekanismer, der har betydning for hvorfor vi har det som vi har.
Lars vil give sin fortolkning af forskellen mellem selvværd og selvtillid, og vil fortælle hvordan nutidens kultur udfordrer den balance på godt og ondt.
Med afsæt i De 7 Anerkendende Principper og eksistentielle psykologiske grundmodeller, vil Lars give en guide til hvordan man som menneske kan styrke og udvikle sin væredygtighed.